Mange har et digitalkamera med, når de er ude at rejse, men hvordan fotograferer man, så andre end dem, der var med synes billederne er interessante? Gode billeder drejer sig mere om at se motiverne end om dyrt udstyr. Det drejer sig også om at udvælge og give sig tid til at redigere og bearbejde bagefter – måske får man lavet billeder, der kan bruges i fotokonkurrencer. Måske bliver man så optaget af det, at man giver sig i lag med kunstfotografering, at lægge billeder sammen til nye og bearbejde dem med alle de muligheder, der findes i et billedbehandlingsprogram. I foredraget fortæller jeg om min egen vej fra familiefotograf over rejsefotograf og konkurrencefotograf, til arbejde med fotografi som kunstart og deltagelse i udstilling og udgivelse af fotobøger. Foredraget findes i flere udgaver, hvor jeg fokuserer på forskellige sider af emnet.

Som kunstfotograf er jeg mere inspireret af malere end af andre fotografer. Især to nyere danske malere har optaget mig. Poul Anker Bech og Otto Frello. Jeg kalder foredraget to utidige malere. De var nemlig begge strengt naturalistiske i en periode, hvor næsten alle andre malede abstrakt. De er naturalistiske i detaljerne, men sammensætter dem på en måde, der modsiger naturalismen, så den bliver til symboler, leg, fantasterier eller drømme. Ingen af dem var tilbøjelig til at forklare deres billeder. Jeg leger at jeg er kustode på deres museer, og kommer med mine forklaringer.

Når jeg rejser, er den souvenir jeg bringer med hjem, billeder. Af byer, af naturen, af haver. Nogle af idéerne bliver plantet i min egen have, så haven ender måske med at være en slags selvbiografi? Billedforedrag om haveanlæg - om vilde rhododendron, om bække uden vand, og hvordan man lægger sten, så det ser ud som om de altid har ligget der, og om inspiration fra den store og den lille verden. Det er ikke et traditionelt haveforedrag, men et bud på en mere personlig havestil, der ikke kan sættes i bås. Arrangeres måske bedst i samarbejde med en haveforening.

Myanmar var engang asiens rige land. Fra naturens hånd er der alt. Et kæmpemæssigt frugtbart delta ved Irrawaddyfloden, olie, mineraler og diamanter i bjergene. Men 50 års inkompetent militærdiktatur havde gjort det til et uland, hvor folk sultede. I 2011 opgav generalerne magten og begyndte at opbygge en moderne demokratisk stat - hjulpet af den løsladte Aung San Suu Kyi. Nu er vi tilbage ved diktaturet igen. Det er et meget religiøst land. Der er altid et tempel eller en stupa inden for synsvidde, og de få midler befolkning har, bliver brugt til at forgylde templerne. Buddhismen er (som regel) fredelig. Alle ulykker skyldes skæbnen, og tyrannerne får straffen i deres næste liv, så der er ikke grund til at gøre noget selv!! På landet er hestevogne og oksekærrer stadig de almindeligste befordringsmidler. Fiskerne padler deres slanke både frem på Inlesøen. Smukt og malerisk så der ud i 2008.

Etiopien er et af verdens fattigste lande, men det var her de allerførste mennesker levede, og landet har haft en højt udviklet kultur, lige siden dronningen af Saba fik en søn med kong Salomon og grundlagde kejserriget. I Aksum rejste man i 300-tallet kæmpesteler. Den største vejer 517 tons. Pagtens ark bor i Aksum, men ingen må se den. De blev kristne i 300-tallet, og i 1000-tallet byggede kong Lalibela 14 monolitiske kirker hugget ned i grundfjeldet. I Gonder blev det store borganlæg, kaldet Afrikas Camelot, bygget i 1600-tallet. Man kommer derop på halsbrækkende veje gennem de vilde Simien bjerge. Historier er der nok af i Etiopien - og hvis man er etiopier, tror man stadig på dem i 2012.

Færøerne er 15 øer i naturens vold. Havet er mægtigt, fjeldene er uberørte og mægtige - og vejret er altid dramatisk. Her er der ikke så langt til vores fælles nordiske fortid. Færøerne er en lille nation, der må kæmpe for sin identitet – og det drejer sig ikke bare om politik og økonomi. Færøerne har en talentmasse og har udviklet et kulturliv, der synes ude af proportioner med samfundets beskedne størrelse. Her, i 2008 er Færøerne en del af rigsfællesskabet - en del af os; men hvor længe endnu?

Iran - et land med mange ansigter. I aviserne er det mest en slyngelstat befolket af fundamentalister, i skolen var det landet der tabte perserkrigene – og herefter forsvandt ud af historietimerne. Men Iran har en stor andel i udformning af den europæiske kultur. Iranerne er stolte, utroligt gæstfri og nysgerrige. Landet rummer noget af verdens flotteste arkitektur, en gammel, fin litterær tradition og en enestående tæppekunst. Befolkningen er ikke specielt religiøs, men tynget af et sort religiøst styre. De ældre kan huske friheden under shahen, selvom han også var en tyran, og de yngre veluddannede vil, her i 2009 ikke finde sig i undertrykkelsen ret meget længere.

Island er natur, med landskaber som alle vil tro er noget, Tolkien har fundet på. Inde bag Hekla, hvor man kun kan komme med 4-hjulstrækker, kan man se bjerge i alle regnbuens farver. Andre steder vader man rundt i kratere, hvor det bobler af kogende, lyseblåt mudder. Man kan godt føle sig som tilskuer til verdens tilblivelse. Men Island er mere end det. Det er et moderne velfærdsland hvorfra man, som i sagatiden, tager ud i den store verden for at erobre den, og vender hjem til slægten som en rig stormand – når det går godt. De eneste slotte i sten tilhører elverkongen, som man stadig tror lidt på her i 2011. Islændingenes egne slotte er mere uhåndgribelige. De er bygget af ord for 1.000 år siden, og man bygger stadig nye ordslotte, der vinder litteraturpriser uden for landet.

Et vigtigt skridt mod en bedre verden er fred mellem Israel og Palæstinenserne. Jeg har hørt på meningsdannere tæt på den israelske regering, palæstinensere og bosættere. De ultraortodokse er spærret inde i en religiøs tidslomme, og palæstinenserne er spærret inde i deres landsbyer, hvor de chikaneres af bosætterne. Sådan var det i 2013, og det er kun blevet værre siden. De kristne kirker udspillede deres rolle med korstogene i middelalderen, nu bidrager de til uroen ved at bekrige hinanden. Alle påberåber sig en tvivlsom legitimitet, men har Moses og Kong Salomon i det hele taget eksisteret? Fup og intriger, men også et land hvor historien er utrolig nærværende. Og Jordan? Oldtidsbyen Petra er fantastisk, men er der andet at leve af? Og er befolkningen ikke mere palæstinensisk end jordansk - og landet en tidsindstillet bombe?

De traditionelle, ældgamle templer og haver står i stærk kontrast til uendelige storbyer. Byerne er tit trøstesløse, men de rummer også avanceret, moderne arkitektur. Japanerne selv er moderne verdensborgere i et moderne land. Men de er meget religiøse og stærkt bundet af overtro og ubrydelige traditioner. Sådan var det i 2006, og det har ikke ændret sig.

Kina er ikke et land - det er en hel verden. Der er imponerende rester af det ældgamle kejserrige, hvor kun én vilje gjaldt. Der er rester af Maos kommunistiske styre, hvor der også kun var én vilje. Den store mur er der stadig, og i dag passer man på den. Den underjordiske terracottahær vokser ved hver ny udgravning. Kina er også smukke haver og fantastiske naturscenerier. Her i 2007 er det stadig kommunistisk, men det regeres som om det var verdens største koncern, med en magtfuld direktør i spidsen. På kinesisk har landet altid heddet ”riget i midten” - og i disse år bliver landet da også mere og mere centralt.

Silkevejen gemmer på de mest drabelige historier om verdens store erobrere Kublai Khan, Timur Lenk, Dareios og Alexander den store. Silkevejen fragtede ikke kun handelsvarer og krigere, men også nye ideer, kultur og religiøse forestillinger. Mere, end vi nok tror, er gennem århundrederne blevet optaget i vores egen kultur. Der opstod store byer langs Silkevejen med kulturcentre, der i perioder var Europa langt overlegne, og arkitekturen er noget af verdens flotteste. I 2016 var hele vejen kun farbar for æsler og bjerggeder, men nu er Kina ved at genopbygge den.

Indtil for nyligt var Mali så ukendt at jeg blev nødt til at kalde mit foredrag Timbuktu - det var der trods alt nogle der havde hørt om. Efter den islamistiske besættelse af hele Nordmali var landet dagligt i nyhederne. Men hvad er det for et land? Engang, i middelalderen var Mali et af verdens største imperier. Det forsynede Europa med guld, før man fik det fra Amerika. Landet var sort og muslimsk, og det var helt ukendt i Europa. Det er stadig muslimsk, men det er en meget tolerant form for islam, der dyrkes af lokalbefolkningen. De gamle byer, Timbuktu og Djenné er lavet af mudder - også de store moskéer er af mudder. Her krydser tuaregernes karavaner Nigerfloden. Kvægnomaderne driver deres kæmpe-hjorde forbi. I syd dyrker Dogonfolket stadig deres maskedanse, gemt i bjergene og lidt i skjul for muslimernes billedforbud. Hverdagen er måske fattig og grå, men ingen steder er kvinderne mere farvestrålende. I 2008 kunne man stadig rejse i landet. Nu har islamistiske terrorgrupper gjort det umuligt.

Grønlands bagside har en uendeligt smuk og uberørt natur. Transporten foregår med joller eller helikopter, hvis vejret og isen tillader det. Der er ingen hoteller i bygderne, men man kan måske leje et fangerhus. Og man kan også komme med en fanger på sælfangst – men han taler kun grønlandsk. Her findes også Grønlands dygtigste håndværkere udi horn og ben, og man kan stadig høre en trommedans. I alle bygder findes de mest nødvendige faciliteter, men boligerne er ringe, og erhvervet er overførselsindkomst. Nogle har opgivet, andre venter – på turisterne, på olien og alle mineralerne. Imens smelter isen, og man er stadig ”fangere”. Sådan var det i 2010, og det er kun blevet værre.